?
Her på det sidste har jeg tænkt en del.. Er jeg stadig den samme? Der er omkring 1½ år mellem disse to billeder. Forskellen er stor, er den ikke?
Men jeg tror forskellen på dengang og nu er.. At mit smil er ægte. Dengang gik jeg og overbeviste mig selv om at alt var godt og jeg havde alt.. Men når alt kommer til alt, så havde jeg.. Intet? Jeg har svært ved at snakke om min fortid og får tit af vide at den er gemt og glemt. Men der er bare for meget dårligt i den, til at jeg kan glemme den. Når jeg er ude for visse oplevelser, dukker der billeder, små videoer, op inde i mit hoved, der viser hvordan det var. Tårerne flyder let og hurtigt når det kommer til fortiden. Der er for meget negativt. Der er få positive opleveler, men som sagt bliver de hurtigt skjult af de negative. Jeg tænker tit.. Hvordan jeg kunne være så naiv? Jeg vidste jo godt at der var så mange ting der var helt galt på den, men når jeg endelig gjorde noget ved det, var det kun mig det hørte hvad jeg sagde. Selvom det var den der stod mig nærmest. Nu har jeg svært ved at have tillid til folk og opbygge tiltro, for det er blevet ødelagt alt for mange gange.
- Hvordan kan man få sig selv til at sige "Du er min eneste ene og det er kun dig, jeg skriver hjerter til og det" ? Hvor jeg selv har fundet ud af at det hele var en stor fed løgn. Jeg ved ikke om det er mig der er gammeldags eller hvad det er... Men ord som 'skattebasse'? Det tilpasser sig kun den man er i et forhold med. Jeg tror det er en af grundene til at jeg i dag, lider af en sygelig jalousi.. Det er forfærdeligt at føle på den måde, men jeg har som sagt, svært ved at tro og stole på folk. Også selvom det er min egen kæreste.
Oftest tænker jeg, at jeg må være belastende at være i et forhold med. Med mine sindsyge humørsvingninger tudeture der vare i halve timer og som regel er over ingenting for ikke at nævne mine jalousi anfald. Jeg ser mig selv som en belastelse i dette samfund. I en hverdag. Hver time. Hvert minut. Hvert sekund. Ofte har jeg spurgt Rune hvad han ser i mig? Han kan få så meget bedre, så meget hurtigere... Men alligevel vælger han at blive hængende med mig. Jeg forstår ham virkelig ikke og kommer nok aldrig til det. For.. Jeg har været den, som drenge gerne har leget med, i deres små tankespind af følelser, og til sidst efterladt mig ene og alene. Men hvorfor? Jeg kan ikke finde ud af hvorfor.. Tit får jeg af vide at jeg er en skøn person og alt det, men stadigvæk sker det andet.. Jeg ved ikke hvad der er med mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar