Jeg er...

.. skræmt, frustreret og en masse andre ting. I går skete der noget jeg egentlig havde troet og håber på at jeg havde glemt. Kunsten at kunne græde lysløst. Det var ikke meningen, men ja.. Jeg er i en meget følsom periode så der skal ikke meget til. Og det hele var fordi Rune afviste mig. Det var ikke noget seriøst han afviste, men det gjorde et eller andet i mig, som fik det hele til at falde sammen. Pludselig begyndte en masse dårlige minder osv. at vælte op i hovedet på mig, og gjorde mit humør endnu værre. Vi lå og så fjernsyn, og kunne til sidst ikke holde det inde mere, men ville ikke have at Rune skulle opdage noget. Ikke være en del af den del af mit "lorteliv". Der gik ikke længe før at jeg kunne hans åndedrag at han var faldet i søvn, og dér kunne jeg lade det komme ud, mere... 'Voldsomt'. Dog ikke så voldsomt så han ville vågne. Men heldet var ikke med mig, for pludselig kaldte Rune's far (svigerfar, you know) på ham, hvilket jo gjorde at han vågnede igen. Jeg prøvede på at ligge stille og ikke sige en lyd, men da han begyndte at tage fat i mig og spørge mig om ting kunne jeg ikke holde det tilbage mere. Jeg brød mere eller mindre sammen og han blev jo med det samme fustreret og bange. Det gik lang tid.. måske en time før jeg var klar til at forklare det hele. Imens jeg lå og græd, holdte han om mig, mens han kiggede mig i øjnene og sagde: "Bare tag den tid det tager skat og vent til du er klar til at fortælle hvad der er galt. Jeg er ligeglad med om det så tager hele natten, for hvis det gør det.. Så holder jeg mig vågen hele natten, indtil at du har fået det bedre!". Det fik mig til at græde endnu mere... Men dog af glæde. Jeg fik fortalt ham det jeg havde, mens han lyttede og trøstede. Til sidst da jeg var færdig, kom han med en åndssvag joke som fik mig til at smile.

Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham... Han er mit et og alt, min eneste ene... Min skytsengel. Aldrig har jeg følt mig så elsket, og det er de mindste ting der gør det. Det kan være når vi er ude og gå tur. Pludselig hiver han mig længst ind mod rabatten og siger; "Jeg vil ikke have at der sker dig noget. Hvis der gjorde, ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv... Så derfor skal jeg gå yderst!". Jeg har det jo på samme måde, men det føles også rart. Nogle gange kan han finde på at sige jeg skal hoppe op på hans ryg, hvilket jeg så gør.. Derefter begynder han så at slingre helt vildt mens han udbryder "VI STYRTER, VI STYRTER!" med en skinger stemme.. Men kan ikke andet end at elske ham, og det er præcis hvad jeg gør♥

- Peace out♥