FINALLY..

Det er en rar følelse endelig at få lidt medgang. At folk foktisk mener at jeg gør det rigtige, selvom jeg træder andre over tæerne. Jeg er tidfreds med det jeg har udrettet, i løbet af den sidste uges tid. Selvom jeg måske har såret nogle, så er jeg ligeglad. Længe har jeg prøvet på at tage hensyn til alle dem jeg egentlig troede var det værd og opført mig så eksemplarisk som muligt, for ikke at træde nogle over tæerne.. Men nu har jeg kun en ting at sige til det... F*CK DET HELE.

Det lyder grovt og ondskabsfuldt, men jeg er så træt af at det er mig er skal have skylden for ting, som jeg har kæmpet for. Jeg har nok forandringer i mit liv, så jeg har ikke brug for at folk hælder mere lort ud over mig. Nu har jeg fået nok af at være hende den søde der har medfølelse med alle og støtter dem 100%.. For jeg har, endnu en gang, fundet ud af at de samme personer jeg er der for, er pisse ligeglade når jeg har brug for dem.

For længe føler jeg at jeg har sat mig selv i anden række, for at gøre forskellige ting for folk, som jeg i realiteten ikke har haft lyst til, men det er jeg færdig med nu. Nu er tiden kommet hvor jeg skal lære og tænke på mine egne behov. Og pointerer dem mere, end jeg har gjort de sidste mange år. Tit tænker jeg på om diverse folk egentlig ved hvor dårligt jeg har det? Om de kan se gennem facaden?

Eller.. Facaden er droppet. Jeg fik på et tidspunkt af vide at jeg burde være den følsomme pige som jeg er, i stedet for at for det første tænke på alt og alle før mig selv, men også droppe at spille så hårdnakket og først få snakket med andre omkring mine problemer når det hele er ved at kollapse.

Nu må det være min tur! Nu er det mig der har lov til at være sur. Min tur til at såre andre mennesker som er så tæt på mig. Det lyder ondt.. Men jeg fortryder ingen handlinger. Alt sker med en grund, og det har jeg oplevet mange gange efterhånden. Jeg har oplevet at skulle droppe den eneste person som jeg nogensinde har anset som min bedste ven.. Og det er nok en af de bedste ting jeg nogensinde har gjort. Jeg tror aldrig at jeg har haft en bedre følelse efter. Jeg følte at ingen kunne træde på mig efter.

"What doesn't kill you, makes you stronger"

En af de bedste følelser jeg har haft længe var da jeg gik en tur med min dejlige hundi med musik i ørene. Og ikke bare hvilken som helst musik, men Jessie J's "Who's laughing now". Aldrig har jeg følt mig så godt tilpas, som jeg gjorde den dag.. Det var en fantastisk og enestående følelse af at jeg var ovenpå, og så meget bedre. At jeg fortjente bedre end det jeg havde været udsat for.

Men jeg har det godt nu. Gymnasiet er så meget anderledes end efterskolen, og jeg savner virkelig efterskolen. Især menneskerne. Især min dejlige kontaktggruppe. Alle pigerne. 10.C. lærerne... Det hele. Men jeg klare mig, og har indtil videre fået tid sammen med nogle af de mest værdifulde mennesker fra skolen.. Milsner, Fix, Groven, Lækkerrumsen, Christer.. Det er bare nogle af dem.. Fredag går turen til Horsens igen. Det er lidt hårdt at der går 2 uger mellem at jeg ser Rune.. Men vi klarer den. Jeg er sikker på at dette nok er det stærkeste forhold jeg nogensinde har haft. Og det bliver ved, heldigvis.

- Peace out, god dag og giv et smil!