ET SURT OPSTØD..

Jeg er så træt af at alle folk hælder alle deres problemer ud over mig... Jo, jeg vil gerne være der for mine venner og veninder, men det er sku svært når de ikke selv er der for én. Jeg er så træt af at høre på alt det bræk og dårlige undskyldninger. Fair nok at de forskellige har det dårligt med omverdenen pt. men hvorfor f*ck skal det gå ud over mig? Det er efterhånden lidt for mange gange at jeg har ofret mig, og det eneste jeg har fået igen? Der er INTET. Jeg er så sur. Det kan godt være at der er en del der føler sig stødt, men efterhånden er jeg blevet f*cking ligeglad.
Jeg ved ikke hvem det viser mest om, men såret er jeg i hvert fald. Hvordan kan det lade sig gøre at jeg får af vide fra en person at vi skal holde kontakten og vores venskab altid vil holde? Ja right. Jeg har skrevet med personen én f*ucking gang siden vi stoppede på efterskolen også er det åbenbart mig der skal hænge på skyldfølelsen? Fint nok. Det viser jo åbenbart hvor meget jeg betyder for dem jeg ellers kaldte mine "venner".

Har så meget jeg gerne vil ud med, men kan ikke finde ordne. Men det gør ondt, frygteligt ondt. At se en af dem man har været aller tættest med, lige pludselig være ligeglad og have skiftet én ud.. Fedt. Jeg ved ikke om jeg skal græde eller grine? Om det hele såre mig for meget eller bare er så latterligt at jeg ikke kan tage det seriøst? Det bliver nok til en blanding.

Men hvad er jeg egentlig værd? Det er jo langt fra første gang at mine tætteste vælger at vende ryggen til mig. Jeg er træt af at være den der skal gætte hvorfor at jeg er skyld i problemerne... For at være ærlig, er det i langt de færreste tilfælde at jeg faktisk kan se hvorfor at skylden er blevet tværret af på mig. Jeg ved ikke om det bare er mig der mener at der skal to til et venskab og begge skal ville det? Åbenbart..