sandhedens time

Længe har jeg gået og tænkt over dette indlæg, hvilket hører til den meget seriøse side. Det hele startede med at et 'minde' fra slutningen af 8. klasse dukkede op i mit hoved. Situationen var den person jeg på daværende havde aller mest tillid til, stolede på og nok mest af alt, var en af de mennesker jeg elskede mest, sagde at man mente ikke at jeg kunne gennemføre 9. klasse, og at jeg i så fald gjorde det, ville det ikke blive let.

Denne oplevelse sårede mig virkelig meget. Ingen ønsker at høre det fra den person man har aller kærest? Generelt når jeg tænker tilbage har jeg kun oplevet én person der altid har troet på mig uanset hvad for nogle skøre idéer jeg har fundet på. Og jeg føler at jeg skylder denne mand alt. Jeg husker hans hjælpende hånd på min skyld men hans smilende sagde; "Uanset hvad Camilla, så ved jeg at du klare det! Og at du altid vil kunne opnå de mål du sætter for dig, om det så er efterskole, gymnasiet eller hvad end du nu finder på!". Dette var en øjenåbner for mig og er det stadigvæk. Jeg klarede mig gennem 9. klasse og med bankende hjerte startede jeg på efterskole i august 2011. Det ændrede mig...

Før i tiden havde jeg svært ved at kunne bevæge mig steder hen hvor der befandt sig mere end 30 mennesker samlet, uden bryde sammen af stress. Dette oplevede jeg ikke en eneste gang på efterskolen. Det ændrede mig. Med hver en optur følger der en nedtur og det har jeg lært at acceptere og har det så godt som muligt!

August sidste år, startede jeg i 1.x på Midtfyns Gymnasium. Der befinder jeg stadigvæk, dog bare i b-klassen på nuværende tidspunkt, but who cares? Jeg har det fantastisk i min klasse og alt går som håbet. Men et lidt min moster kom med følgende udsagn; "Gymnasiet bliver de tre bedste og fede år i dit liv! De kommer til at slå efterskolen!", hvilket jeg modsatte mig med det samme. Intet kommer til at slå den fantastiske rejse jeg var på sammen med 100 andre unge mennesker, uanset hvad.

Men for at snakke om hvad der sker i mit liv nu og hvordan jeg egentlig har det, så kan jeg jo ligeså godt starte fra starten, med alle de begivenheder der indtil nu har været i dette år og hvilke der kommende vil henrulle.

Den 6 januar fødte min brors kæreste, Camilla, helt uventet fra alle sider. Men hvad kan man lige gøre i den situation? Jo, man ønsker tillykke og lover at man vil gøre alt for at det kan fungere og nu? De elsker ham som om det hele har været planlagt de sidste 9 måneder. Ikke nok med det, blev jeg i går spurgt om jeg ville være gudmor for ham og således skal bære ham op til døbefonden til hans dåb, og kan jeg sige nej til det tilbud? NEJ! Jeg anså hans fødsel som erstatning for min elskede Jytte, der desværre efterlod os alene her på jorden i januar sidste år... Hun ville være så stolt!

Udover det har jeg præsteret at blive tappet for første gang og er nu officiel bloddonor, og stolt! Foruden først at få 10 i en test og nu 12 for en fysikaflevering! Normalt er jeg ikke typen der praler med mine karakterer  men første 12 tal i gymnasiet? Den er vidst godkendt! I torsdags havde jeg årsdag med Rune. 4 måneder på efterskolen, 8 måneder med 150 kilometers afstand, endnu en ting at være stolt over. Min elskede roomie og jeg skal til København og se Lana Del Rey den 5 april, åh gud, jeg kan dø lykkeligt!

Alt i alt er det hele godt for tiden. Man kan ikke altid have en god dag, men man kan i det mindste prøve på at få det bedste ud af den, selv fra starten af :)

Min lækre, lækre, LÆKRE nevø! Lillemand♥

Rumsens og min billet til Lana Del Rey... Årrrrrh!!

Lidt fjol hører der også til på en årsdag, så her ses prettyboyen og skildpadden :D

- Peace out!