Tiden går...

Det er over et år  siden at jeg fik af vide at du var blevet ramt af den mest forfærdelige sygdom på denne planet.. Det ramte mig som et lyn. Jeg husker hvordan jeg ellers glad, var kommet hjem fra efterskolen, mutti var taget på arbejde og sad i stuen med min daddy og ventede på min daværede kæreste. Samtalen blev pludselig seriøs og afledte min opmærksomhed væk fra fjernsynet. Jeg husker så tydeligt hvordan min far overgav den 'nyhed' og hvordan tårerne med det samme begyndte at løbe ned over mine kinder. Den ellers normale fredag aften, først i december glemmer jeg aldrig. Dette var også dagen hvor jeg så min far græde for første gang nogensinde. Det ramte mig hårdt. Det hele slog så ufatteligt hårdt.

Det er et år og 3 dage siden at jeg sidst så dig.. Og dér.. efter 15 dage går du bort. Jeg husker hvordan vi hilste af da jeg skulle op på efterskolen igen og jeg sagde"Vi ses" hvortil at du svarede at det håbede du kun på.. Jeg savner dig ufatteligt meget. Jeg kan ikke forstå det.

Mine følelser løber løbsk for tiden på grund af det her. Det burde ikke have været dig der blev hevet fra os. Jeg kan ikke klare at tale om det.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det uden at tårerne med det samme presser sig på. Du var den farmor, som min biologiske farmor (og din søster..) aldrig var for mig. Du var den der skabte retfærdighed, når min farmor endnu en gang glemte mig. Det er nemmere at huske på de gange hvor hun huskede på mig, end at tælle alle de gange jeg bare har været luft... Men du gjorde noget, lod det ikke bare ligge.. Du var i sandhed en engel og er det med garanti endnu.

Du er den klareste stjerne på nattehimlen Jytte. Jeg savner dig♥

Vi ses i Nangijala♥..