Nu er jeg snart nået til det punkt hvor jeg ikke kan overskue flere ting, der såre mig på enten den ene eller den anden måde. Små ting som er ligegyldige, går ind og rammer mig direkte i hovedet, baner sig vej, helt ind til den centrale del af hjernen og bliver siddende. Ligesom en kugle fra en pistol, der håber på at være lige så god som dens forgængere, men alligevel failer og ender i midten af ingenting. Langsomt bliver den bare omsvøbt af blod og i samme nu er den glemt.
Jeg er bange for at miste det hele, igen. Hvis dét sker, kan jeg ikke svare for følgerende. Jeg kan ikke beskrive den angst jeg går rundt med hver-fucking-eneste dag. Tanken om at den mindste lille fejltagelse, kan ødelægge det hele. Hver gang at der er det mindste galt med nogle af mine nærmeste, bliver jeg bange for at problemet er.... Mig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar