Om de kan se alle de fejl, som kun mine haters indser? Nogle gange ville jeg virkelig ønske at folk så mig, min krop, min personlighed.. Bare hele mig, fra samme vinkel som jeg selv gør. Se alle de fejl der hurtigt popper op når jeg ser mit spejlbillede. Men nej, ingen ser det. Ingen ser den kamp jeg kæmper, hver gang at jeg ser mine egne blå øjne glide ned over min krop i spejlet, og derefter tårene der fylder mine øjne.. Facaden er ikke nok. Jeg kan ikke blive ved med at gå og opretholde den.
Jeg fik af vide at jeg er en følsom pige, hvilket at jeg godt ved, men at jeg skulle til at vise det noget mere... Den tanke har jeg svært ved at overkomme. Jeg vil ikke være hende, man ikke skal pirre særlig meget før hun bryder grædende sammen... Igen. Når man har været dér, har man ikke lyst til at gå tilbage. Den angst for at blive undertrykt igen er skræmmende. Måske er den med til at styrke facaden? Jeg kan ikke sige det med sikkerhed.. Det eneste jeg kan sige er at, når det gælder kan jeg være stærk, kold og overlegen... Men ligeså snart jeg er alene igen, skyller det hele ind over mig igen, som en tsunami og ødelægger min verden.
Jeg tror den eneste grund til at jeg kan vise mig udenfor mit værelse, er de personer jeg har omkring mig. Og dog bliver det hele for meget til sidst, så jeg bliver derinde. Skaber min egen trykhedszone i min seng, under dynen, med musik til at overdøve det hele..
Jeg gider ikke være så skide negativ som jeg er for tiden, men det er åbenbart ikke noget jeg kan styre selv. I nogle perioder føler jeg virkelig at gud hader mig, med de ting jeg går igennem. Jeg prøver at være stærk overfor mine nærmeste... Men det lykkedes bare ikke altid.
"It's hiding in the dark, it's teeth are razor sharp
There's no escape for me, it wants my soul, it wants my heart
No one can hear me scream, maybe it's just a dream Maybe it's inside of me, stop this monster"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar