FEELINGS...

Nogle gange er jeg så skide træt af at være så følsom, selvom det på andre punkter er godt... Jeg har fået af vide af min kontaktgruppe lærer at det er en god ting at være en følsom pige.. Eller er det? Det er jo godt nok at have følelser.. Men det er sku noget værre lort når jeg alligevel bare såre alle dem jeg har omkring mig. Det kan godt være at folk kan lide mig, synes jeg er pæn, sød og alt det der, men der er bare ikke noget værd når jeg ikke selv gør det. Nej, jeg har aldrig været hende der har passet ind noget som helst sted. Jeg har altid været hende den anderledes, hende drengepigen, hende den tykke, hende den dumme, hende den grimme... Jeg tror på at jeg har hørt alle de værste skældsord der findes. Det er fint nok når det går ud over mig selv. Jeg er vant til smerten. Jeg kan finde ud af at håndtere den. Men bare ikke når det er mig der er skyld i at nogle af mine venner får det værre end de har det i forvejen, og det har jeg desværre været skyld i her til aften. Tillid og det at folk stoler på én er en rar følelse, men den er bare alt for let at misbruge. Jeg kunne virkelig kaste op over mig selv og den måde jeg behandler de folk jeg holder mest af. Og jeg er træt af at jeg ikke kan finde ud af at gøre en fucking eneste ting rigtig, men er utrolig god til at bare få det hele til at kollapse. Ja, jeg har prøvet at rette op på mine fejl, men har det hjulpet? Tydeligvis ikke. Mange klog hoveder siger at man lærer af sine fejl... Men hvornår? For jeg synes jeg bliver ved med at begå det samme lort om og om igen. Ja, jeg er pisse træt af den person jeg er blevet til lige nu, og kan ikke udstå mit eget spejlbillede.. Nu sidder i sikkert og tænker: "Jaja, det godt med dig. Slap nu lidt af med dine små problemer trunte".
Det kan godt være at det 'bare' er små problemer, men gennem de sværeste år af min ungdoms har jeg været vant til selv at skulle håndtere mine problemer, hvilket har ført til en masse lort, på lort, på lort. Det er sku ikke ligefrem sjovt at gå rundt de år man udvikler sig mest og være alene med alle de belortede situationer der opstår hen af vejen, bare fordi man prøver på at leve op til alle andres forventninger. Jeg er så træt af mig selv. Jeg er ret ligeglad med hvad folk kommer til at gå og sige/tænke om mig efter dette indlæg... Nogle gange flyder glasset bare over. Der er intet at gøre ved det. Der er intet at stille op. Jeg tror det er dér det meste ligger. Jeg lader glasset flyde over uden af gøre noget ved det... Uden at konfrontere mig selv. Uden at snakke med nogen om det. Mit liv er nu heller ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Der har det ikke været de sidste 5-7 år. Med en farmor der er alkoholiker og drikker alt hvad hun kan komme i nærheden af, er virkelig bare ikke en særlig fed ungdom. Bare den følelse af at blive skuffet og efterladt af én af det mest betydningsfulde personer i det liv er ikke sjovt. Det gør ondt. FUCKING ONDT. Men i det mindste havde jeg andet familie der støttede mig i det jeg havde gang i, i det jeg gik på i. Det endte med at min farmor's søster nærmest blev en reserve farmor for mig, hvilket jeg i dag er så taknemmelig for. Jeg savner hende, Jytte. Min reserve farmor. Og min farfar. Alting var meget bedre da de to var blandt os. Der havde min farmor i det mindste bare en lille smule for både respekt og selvrespekt. Men det lort til cancer rev dem begge fra mig. Ramte mig som en hård, kold knytnæve lige i maven. Men det værste var det blod der kom ud af munden. Det eneste tidspunkt jeg kan tillade mig at være ked af det. Når det hele kollapser.