HMM...

Jeg får lidt for ofte følelsen af at jeg er klistrende overfor andre mennesker, især mine nærmeste venner og veninder. Jeg ved ikke hvorfor at jeg er det, men det er en skrækkelig følelse. Især når de til sidst får for meget og derefter skrider, mens de efterlader mig alene. Jeg er så træt af mig selv. Jeg føler mig virkelig som en freak. På den dårlige måde. Det er nok også derfor at jeg gør så mange fuckt op ting, bare for at prøve på at få det en lille smule bedre med min væremåde... Men det siges at der er en mening med alt der sker... Det får mig til at tænke på alle de gange jeg er blevet sat i anden række, fordi jeg lige pludselig ikke var god nok... Er det meningen at det bliver ved med at forfølge mig gennem hele livet? Hvis det er.. Så får jeg lysten til at give op. Jeg har for lang tid siden indset at jeg ikke på nogen måde er perfekt, hverken på den ene eller anden måde.

De tanker fylder tit mit hoved, og jeg føler det er ved at eksplodere når det sker. Jeg er så ked af at jeg skuffer så mange og det bare er gang på gang, på gang. Jeg har virkelig lyst til at give op. Lade alle dem der flere gange har trukket mig langt ned, få deres vilje, for jeg kan ikke holde til det andet hér. Og bare for at se hvordan de ville reagere, når det de længe har været ude efter, endelig sker? For... Jeg kan ikke klare det her. Det er bare decideret træls.. Det bedste ved denne dag er at jeg har fri efter husmøde + fællesmøde som er færdig ca. halv 15, og at jeg skal til fodbold 20 minutter 16...


- Peace out..